Glassets historie

Glaspustningens oprindelse



En gammel skrøne beretter om en flok fønikiske handelsmænd, der under en overnatning ved bredden af floden Belus benytter blokke af skibets last af salpeter som støtte for kogekarrene.

Bid sættes på vandret
Derved kommer de tilfældigt til at danne glas af flodbreddens sand og salpeteren i flammerne fra ildstedet.

Mere sikkert er det, at der i år 8000 f.kr. lykkedes at fremstille glasurer i Mesopotanien - det sydlige Persien. Disse glasurer var letsmeltet glas.

2000 år senere fremstillede man amuletter af rent glas i lerforme, og derefter gik udviklingen stærkt. Omkring 1500 f.kr. har man en betydelig produktion i faraonernes Egypten og Mesopotamien. I disse områder havde man adgang til kalksten, kridt og sand, og man havde søer med stort indhold af soda - alle nødvendige bestanddele for glasproduktion. Man smeltede glasset i små potter af ildfast ler, og man formåede faktisk ved hjælp af tørt brænde og en blæsebælg at bringe temperaturen op på 1300 grader, så man kunne bearbejde glasset.

Allerede dengang havde Egypten et stort eksportmarked. Via havnebyen Alexandria eksporterede man blandt andet glasperler til Europa, Vest- og østafrika, Indien og Kina. Og det var ikke småting, man kunne bytte sig til ved hjælp af perlerne: Guld, ædelstene, elfenben og krydderier var blandt varerne.

På grund af urenheder i råvarerne, som man fik direkte fra naturen, var glasset ofte uigennemsigtigt og gråligt. Af æstetiske grunde farvede man derfor glasset med mineraler som kobber (blågrønt), kobolt (mørk blåviolet) og krom (grøn).