Glassets historie
Glaspustningens oprindelse
En gammel skrøne beretter om en flok fønikiske handelsmænd,
der under en overnatning ved bredden af floden Belus
benytter blokke af skibets last af salpeter som støtte for
kogekarrene.
Derved kommer de tilfældigt til
at danne glas af flodbreddens sand og salpeteren i
flammerne fra ildstedet.
Mere sikkert er det, at der i år 8000 f.kr. lykkedes at
fremstille glasurer i Mesopotanien - det sydlige Persien.
Disse glasurer var letsmeltet glas.
2000 år senere fremstillede man amuletter af rent glas i
lerforme, og derefter gik udviklingen stærkt. Omkring 1500
f.kr. har man en betydelig produktion i faraonernes Egypten
og Mesopotamien. I disse områder havde man adgang til
kalksten, kridt og sand, og man havde søer med stort
indhold af soda - alle nødvendige bestanddele for
glasproduktion. Man smeltede glasset i små potter af
ildfast ler, og man formåede faktisk ved hjælp af tørt
brænde og en blæsebælg at bringe temperaturen op på 1300
grader, så man kunne bearbejde glasset.
Allerede dengang havde Egypten et stort eksportmarked. Via
havnebyen Alexandria eksporterede man blandt andet
glasperler til Europa, Vest- og østafrika, Indien og Kina.
Og det var ikke småting, man kunne bytte sig til ved hjælp
af perlerne: Guld, ædelstene, elfenben og krydderier var
blandt varerne.
På grund af urenheder i råvarerne, som man fik direkte fra
naturen, var glasset ofte uigennemsigtigt og gråligt. Af
æstetiske grunde farvede man derfor glasset med mineraler
som kobber (blågrønt), kobolt (mørk blåviolet) og krom
(grøn).